Det regner i Namibias ørken.

Følgende rejse rapport er skrevet af en GoXplore deltager fra et andet land og er automatisk oversat. Teksten kan derfor lyde lidt anderledes end normalt.

Så var det tid til at forlade Kimberly og videre til Namibia, nærmere bestemt Na(klikk)ankuse (der er et klik derinde på kliksprog). Jeg tog i hvert fald bussen med de frivillige tidligt, alt for tidligt og endda så tidligt, at der ikke var tid til kaffe. Ja, vi tog faktisk af sted kl. 04:00, fordi bussen skulle gå omkring kl. 0600, og den busstation er 2 timer væk. Selve busturen tog 5-6 timer, og det synes jeg var meget godt. Fik siddet ved vinduet og efter Ghana var dette kun en kort tur. Jeg tog derefter en kort to-timers flyvning direkte til Windhoek i Namibia. Ingen stress.

Den første nat boede jeg på Chameloen Backpackers, som er et hostel, som frivillige også anbefales at bo på, hvis de skal være i Windhoek et par dage før eller efter programmet. Denne aften gik jeg simpelthen ud, tog penge ud og købte mig KFC som jeg spiste på hostellet inden jeg faldt i søvn.

Næste dag blev jeg hentet af en chauffør fra Naankuse, så gik vi for at hente Ole (min værelseskammerat) i lufthavnen. Jeg var så heldig at have ham med under mit ophold på Naankuse. Efter så lang tid (kun to uger) var det skønt at være sammen med ham igen og ikke mindst at have nogen at dele alle oplevelserne med! Følte virkelig, at jeg havde rejst i 2 måneder, bare fordi jeg lavede så meget forskelligt hver eneste dag.

Jeg er stadig fuldstændig overvældet over, hvor godt vi blev modtaget. Vi blev booket ind på lodgen i forventning om den første dag, hvor vi skulle rejse til Kaanan forskningsstationen i ørkenen. Aftenen gik med at spise middag med de frivilliges kontaktperson i Namibia.

Da min tid i Namibia var begrænset, og Naankuse ønskede, at jeg skulle se så mange steder som muligt for de frivillige at rejse, havde organisationen bestilt et propelfly. Næste morgen ved 6-tiden lettede vi fra hovedgården og vendte næsen af flyet mod ørkenen.

Vi ankom til Kaanan, som består af et frivillighus og forskningsstation + en lille lodge. Disse få bygninger er omgivet af INTET og ørken. Vi boede i et... hyttetelt. Vi blev vist rundt i frivillighuset og spiste frokost med forskningschef og øvrige medarbejdere, mens de frivillige tog et velfortjent hvil ved poolen, inden de gik ud for at sætte et hegn op. Vi blev derefter kørt rundt i området for at få et indtryk af, hvor stort et område Naankuse og forskningsstationen beskytter. Utroligt spændende at se, hvor meget liv der er i en ørken. Det var også en bonus, at det var rigtig sjovt at køre off-road over bjerge og klitter.

Om eftermiddagen i Kaanan sluttede vi os til de frivillige ved "Gepardfodring" af 2 halvvilde geparder. Disse geparder håber at de kan blive fri en dag og derfor vil de starte en proces som de kalder "dehumaniserende", de vil simpelthen blive bange for mennesker, så de holder sig væk fra gårde osv. Hvis de er vant til mennesker vil de opsøg dem og ender med at blive skudt.

Tilbage til fodring. Alle blev inviteret ind i indhegningen for at se geparderne blive mætte tæt på. Pulsen var faktisk ret hurtig, da en af geparderne, "Annabelle" (de omtalte hende kærligt som en "tæve") pludselig dukkede op ved siden af os! Det er utroligt, hvor godt forskningschefen har kontrol over dem, og imponerende nok er han autodidakt og ved præcis, hvad han skal gøre som reaktion på, hvad geparderne laver.

Tidligt næste morgen blev vi fløjet videre til Neuras, som er en forskningsstation, men også en vingård. Her forsker de i øjeblikket i hyæner, fordi vi generelt ved meget lidt om disse dyr. De frivillige sporer, indsætter kameraer og indsamler data for at nævne nogle få. Da vi var der, sporede vi leoparden Lightning (den leopard, der er blevet sporet længst i verden!). Vi så hende ikke, men vi fandt hendes bytte, som nu kun var en halvædt tryne af et vortesvin. Hele dagen i Neuras blev brugt sammen med de frivillige. Efter at vi havde sporet Leoparden Lyn, blev jeg inviteret af forskningschefen til at tage på en køretur med de frivillige. Det var meget spændende at være sammen med de frivillige hele dagen. Jeg fik chancen for at se og gøre det samme som dem. I løbet af denne dag blev der også "fanget" et pindsvin i at spise druerne, så vi hjalp med at flytte det til et andet sted et godt stykke væk fra gården. På samme tur blev der indsamlet data fra to kamerafælder, der tager billeder af dyr, der passerer dens bevægelsessensor, og gemmer dem til registrering.

Næste dag var vi vejrbestandige ved Neuras til tidligt om morgenen. Tilfældigvis da jeg fik mere tid til at være sammen med de frivillige og observere deres daglige aktiviteter. Dette varierede fra sortering af billeder taget af de forskellige kamerafælder, til kortspil og socialt samvær. Værd at nævne, at det regnede kraftigt, da vi var der (jeg, der havde lovet min partner den klareste stjernehimmel, han nogensinde havde set), for første gang i 4 år. Billedsorteringen involverede at se på et stort udvalg af billeder for at identificere små detaljer om de dyr, billedet viste, og registrere observationen. Dette var ekstremt vigtigt arbejde, som gjorde det muligt for forskerne bedre at forstå, hvordan især hyænerne bevægede sig i området. De frivillige var meget engagerede i dette arbejde, og jeg var imponeret over deres forståelse af, hvor vigtigt det arbejde, de lavede, var, og hvordan arbejdet førte til en bedre forståelse af dyrene.

Vi kom endelig videre, da vi faktisk skulle til en tredje forskningsfarm: Manghetti. Efter en ujævn flyvning i det lille propelfly besluttede vi desværre ikke at fortsætte efter en landing i hovedstaden. Meget tilfreds med denne beslutning, da det senere viste sig, at vi måtte vende tilbage på grund af kraftigt skydække over Manghetti. Derfor boede vi på Naankuse og fik så en ekstra dag der. Det gjorde det muligt for mig at se hele den præsentation, som de frivillige får, når de ankommer til gården og "den store tur" rundt på gården. Det er meget stort, og der er mange frivillige. Da vi var der, var de frivillige allerede godt i gang med dagens arbejde. Vi hjalp med at lave mad til bavianerne sammen med den gruppe frivillige, der stod for det. Et opslidende, men utrolig hyggeligt job, hvor man står omkring en stor stenplade og blander mad, mens de frivillige synger bl.a. "This time for Africa" med varierende kvalitet af sangstemmen. Godt for mig, da min er forfærdelig!

På dag to af hovedprojektet (sidste dag) tog vi tidligt afsted og gik med en gruppe frivillige på "Baboon walk". Det var en speciel og muggen oplevelse. Vi var nok på tur med dem i 3-4 timer. De klatrede i træerne og legede med os og med hinanden. I starten skulle turen ikke være så lang, men den blev væsentlig længere, da vi skulle vente ved et vand på, at grundlæggeren af Naankuse sammen med 2 fotografer fik nogle gode snapshots af bavianerne. En god påmindelse til mig om, at du altid skal medbringe rigeligt vand og suge dig i solcreme. Det var lektioner, de frivillige åbenbart allerede havde lært, da de virkede fuldstændig afslappede.

Vi sluttede os til en anden gruppe på en ny aktivitet; fodre rovdyrene! Gården fodrer for det meste rovdyrene med heste- og æselkød (der er meget af dette i Namibia, og de heste, der bliver slagtet, er gamle). Det var en fuld bil, så vi stod bagerst i bilen hele vejen med det blodige kød mellem benene. Vi tog hele turen og passerede store stykker kød til løver, geparder, leoparder og vilde hunde. Det blev ret sjovt, da en af de frivillige skulle kaste over hegnet og fodre de vilde hunde, hvad der engang var en hestes penis.

Dagene for en frivillig består af meget hårdt arbejde og ikke kun fodring og gåture med bavianer og geparder. At passe dyrene og gården kræver meget mere end blot at være omkring dyrene. De frivillige er helt centrale for, at organisationen Naankuse går rundt. Jeg havde begrænset tid der, og Naankuse skræddersyede min tur, så jeg kunne se så meget af gården som muligt i den begrænsede tid, jeg var der. Da jeg så, hvor mange ressourcer og arbejde, der kræves for at holde gården kørende og faktisk gøre det muligt at redde, genoprette eller give et permanent hjem til så mange dyr, ved jeg, at det ikke havde været muligt uden frivillige. Belønningen for dette kan nok bedst beskrives af en af de frivillige i Neuras, som da jeg spurgte dem, hvordan opholdet havde været, sagde, at det var utrolig givende og en oplevelse hun var vokset fra. Hun frygtede den dag, hun ville tage hjem. 2 timer senere sad hun opslugt foran en pc og stirrede på billeder af hyæner og sorterede dem efter deres individuelle pelsmønster.

Selvom jeg er en "scratch map-rejsende", skal jeg tilbage til Namibia!

- Jeanett, programkoordinator GoXplore

Rejse rapport fra 2016 (Oversat)

Vil du prøve noget lignede?! Denne rejserapport er fra Wildlife Rescue Centre.